Lån i boligen og invester i aktier
Ugens FiF. Har du stor friværdi i boligen? Overvej at øge din risiko ved at optage realkreditlån og investere pengene i aktier. Lån op til 40 eller 60 % af belåningsværdien.
I øjeblikket kan du få et fastforrentet lån i din bolig til en årlig effektiv rente på omkring 1 % inklusive bidrag og før skat. Du skal blot holde dig inden for 40 % af bankens vurdering af ejendommen. Tør du tage et variabelt forrentet lån, kan den effektive rente inkl. bidrag endda være svagt negativ.
Samtidig kan du ved investeringer i aktier eller alternative investeringer forvente afkast på 4-6 % pr. år over en længere horisont på mindst 7 år – dog med årlige udsving.
Det betyder, at du med en lang investeringshorisont har rigtig god mulighed for at blive belønnet, hvis du tør øge din risiko ved at låne i din bolig og investere i nogle aktiver med højere risiko. Med op til 40 % belåning i ejendommen vil din overordnede risiko normalt stadig være beskeden.
Derfor skal du have 40 % gæld i boligen
Er din belåning over 40 %, kan det også gå an, men bidragssatsen stiger dog med belåningsgraden, og gør ”belønningen” for at tage risiko lidt mindre.
Ikke alle investeringer er lige gode. Sørg derfor for at få uafhængig investeringsrådgivning, inden du optager realkreditlån i boligen for at investere i aktier/aktiebaserede lavomkostningsfonde.