Kunsten at indfri sit realkreditlån
Der er mange penge at tjene ved at opsige realkreditlånet på den rigtige måde. Hvordan opsiger du realkreditlånet, når du vil omlægge eller optage et nyt lån?
Lånebehov og -muligheder skifter
Du kan selvfølgelig vælge at betale dit realkreditlån ved at vente til løbetiden er slut. Det er dog kun muligt i de færreste tilfælde. Som regel har du omlagt dine lån inden da, fordi renten er steget eller faldet, du har solgt din bolig, har fået nye lånebehov eller der er kommet et nyt lån, der passer dig bedre.
Lige nu har Jyske Kredit (tidligere BRF) eksempelvis et nyt lån på gaden med 0 % i rente, der giver en del boligejere mulighed for en rentefordel.
Det er et 10-årigt lån, så det passer til dig, som vil af med dit lån hurtigt. Selvom renten som sagt er 0 %, (for første gang nogensinde), så er der stadig en bidragssats, du skal være opmærksom på.
Vælg den billigste indfrielsesmetode
Du skal altid vælge den billigste indfrielsesmetode til dine eksisterende lån. Hvilken metode, der er den billigste, afhænger af, hvilket lån du har. Er dit lån baseret på konverterbare obligationer, er der 3 måder at indfri dit realkreditlån på:
- Straksindfrielse
- Med køb af obligationer
- Med opsigelse frem til en termin
Er lånet baseret på inkonverterbare obligationer, bør du typisk benytte køb af obligationer eller vente til udløb af en rentetilpasningsperiode.
3 trin til det rigtige realkreditlån
Skattefordel og kursgevinst
Der er forskel på beskatningen afhængigt af, om du har kursgevinster ved de forskellige metoder. Derfor har du brug for en præcis beregning af økonomien for de forskellige muligheder, hver gang du overvejer at omlægge dine lån.
I almindelighed vil skattefordelen ved at omlægge være større for fastforrentede obligationslån end for andre typer lån.
Hvis du omlægger for at opnå kursgevinster, er det meget vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem obligationslån og kontantlån. Her er det typisk mest interessant med lån med lang løbetid på fx 20 eller 30 år (som har høj kursfølsomhed).
ÅOP er det vigtigste
Når du omlægger lån, skal du altid sammenligne ÅOP. ÅOP er de Årlige Omkostninger i Procent, der viser din effektive rente. ÅOP gør det muligt at sammenligne lån ud fra et enkelt tal. Du kan dog ikke sammenligne ÅOP for variabelt forrentet lån med ÅOP for et fast forrentet lån, fordi risikoen for de to slags lån er forskellige.
Tjek også, hvor lang tid det tager, inden omkostningerne til omlægningen er tjent hjem igen. Tager det 20 år inden omkostningerne ved at omlægge fra 2,5 % til 1,5 % er tjent hjem, har du måske solgt boligen eller omlagt lånet inden da.
Det er næsten en kunst-art, at håndtere sine realkreditlån rigtigt, og der er mange penge at tjene ved at gøre det rigtige. Brug derfor tid på at sætte dig ind i de forskellige metoder, eller få din økonomiske rådgiver til at gøre det hårde arbejde med beregningerne. Så er du sikker på at gøre det rigtige med dine realkreditlån.