Realkreditobligationer sikrer din økonomi
Danske realkreditobligationer er vigtige for mange danskeres privatøkonomi. De giver sikker investering med rimelig rente og billige sikre lån.
Investering i realkreditobligationer
Realkreditobligationer har en lang historie i Danmark og er et centralt element i danskernes privatøkonomi. De første realkreditobligationer blev udstedt i Danmark tilbage i 1850’erne og har siden udviklet sig til en vigtig finansieringsform for boligejere.
Realkreditobligationer fungerer som sikkerhed for realkreditinstitutter, der låner penge ud til boligejere mod pant i fast ejendom.
Når du optager et realkreditlån, belåner du din ejendom og der udstedes samtidig nogle realkreditobligationer til sikkerhed for lånet af realkreditinstituttet. Obligationerne kan købes og handles på det åbne marked, hvor investorer kan handle dem som investering i pensioner, frie midler eller andet.
Obligationerne er ikke knyttet til din ejendom, men indfrier du dit lån før tid, bliver der udtrukket obligationer fra den serie, du optog lånet i. Det sikrer, at der altid er balance mellem antallet af obligationer og antallet af lån, og at lånere kan opnå den samme lave rente overalt i Danmark.
Investering i danske realkreditobligationer
Fordelen ved at investere i danske realkreditobligationer er, at de anses for at være sikre og stabile at investere i med relativ lav risiko. Lange obligationer med løbetid over 30 år indebærer dog en betydelig kursrisiko, men meget lav kreditrisiko. Det skyldes, at udsteder (realkreditinstituttet) er meget kreditværdig, og at det er meget usandsynligt, at realkreditselskabet går konkurs.
Det er vigtige fordele ved den danske realkreditmodel, hvor låntagerne har en høj sikkerhed i deres faste ejendom, og realkreditselskaberne er underlagt streng regulering og nøje tilsyn.
Derfor kan du, når du køber danske realkreditobligationer, forvente en stabil og forudsigelig afkastprofil, der følger udviklingen på boligmarkedet. Samtidig kan du stole på, at investeringen er godt beskyttet mod eventuelle tab (dog ikke kurstab i løbetiden) som følge af den solide regulering af det danske realkreditmarked.
Køber du eksempelvis en 5 %, 30-årig realkreditobligation (annuitet) giver den dig en meget stabil ydelse over 30 år, hvis renten forbliver i omegnen af de 5 %. Det er eksempelvis også et billigt alternativ til de forholdsvis dyre livrenter med garanteret pensionsydelse.
Danske realkreditobligationer er en attraktiv investering for privatpersoner, der ønsker at sikre sig en stabil og forudsigelig afkastprofil.
Sådan skal du investere i obligationer – Finanshuset Fredensborg
Obligationslån
Realkreditobligationer er også vigtige for dig, hvis du optager realkreditlån i forbindelse med køb af fast ejendom. Det kan være en fornuftig beslutning, hvis du vil udnytte de historisk lave renter til at anskaffe dig en ejerbolig med stabil finansiering.
Når du optager et realkreditlån, skal du være opmærksom på, at du påtager dig løbende omkostninger til renter og gebyrer, og at du hæfter for gælden med sikkerhed i din ejendom.
Som boligejer kan det være en fornuftigt at finansiere boligkøbet ved at optage realkreditlån. Vær dog opmærksom på de risici, der er forbundet med at belåne din ejendom.
Det rigtige realkreditlån for dig – Finanshuset Fredensborg
Omkostninger ved realkreditlån
Der er en række forskellige omkostninger ved et realkreditlån.
Type | Beskrivelse |
Stiftelsesomkostninger | Omkostninger forbundet med at oprettet realkreditlånet, blandt andet gebyrer til realkreditselskabet, tinglysningsafgift og eventuelle omkostninger til rådgivning. |
Kurstab/kursgevinst | Når du optager realkreditlån, kan du få et kurstab, hvis kursen er under 100, eller en kursgevinst, hvis kursen er over 100. Det er forskellen mellem det beløb, du låner, og det beløb du skal betale tilbage. |
Løbende omkostninger | Der kan være løbende gebyrer forbundet med at have et realkreditlån, herunder administration, renter, bidrag og eventuelle øvrige omkostninger. |
Disse omkostninger varierer afhængig af dit realkreditinstitut, lånets løbetid, rentesats og andre faktorer. Det er vigtigt at indhente og sammenligne tilbud fra forskellige realkreditselskaber for at finde det bedste og mest omkostningseffektive lån for dig.
I næste uge dykker jeg dybere ned i de forskellige typer obligationer samt fordele og ulemper ved dem – både på debitor- og kreditorsiden.

Har du det rigtige realkreditlån?
Få en uforpligtende samtale med en erfaren rådgiver