fbpx

Lav rente truer din pension

Renten er lavere end nogensinde. Den lave rente truer din pension og kan mindske dine muligheder for forbrug i pensionstilværelsen. De unge rammes hårdest.

Lav rente truer din pensionsformue

Som mange andre danskere, der har lån i bolig eller sommerhus, er du sikkert godt tilfreds med, at renten er faldet. Det er dog langt fra sikkert, at det er en fordel for dig.

For det første er lav rente tegn på, at væksten i samfundet er lav. Derudover gør den lave rente det sværere for dig at få afkast af din formue og samtidig have en lav risiko. Den risikofri rente er i øjeblikket under 0,5 %, hvilket betyder at du reelt taber (efter inflation) på at placere dine penge risikofrit.

Nye krav til din formue

I gamle dage kunne du som pensionist leve af en portefølje med danske realkreditobligationer. Det kan du ikke længere. Nu skal du løbende holde øje med og tilpasse risikoen i din portefølje. Måske skal du tage yderligere risiko for at skabe et afkast, du kan leve af – og det går ikke godt hver gang.

Alt dette betyder, at du er nødt til at være meget opmærksom på, at omkostningerne i din opsparing ikke udhuler din formue unødigt. Derudover vil det være ufornuftigt bare at øge risikoen i porteføljerne, når renten falder i samfundet.

I sidste ende betyder den lave rente, at din opsparing langsomt udhules, og du får færre penge til forbrug i pensionstilværelsen. Jo yngre du er, desto større betydning får det for dine muligheder for forbrug som pensionist. Det skyldes, at renters rente er størst, når du har en lang tidshorisont.

Renten er afgørende

På lang sigt bidrager renters rente-effekten mere til din formue, end de beløb du indbetaler på din opsparing år efter år. Når du har sparet op i 30-40 år, udgør dine indbetalinger typisk kun 1/3-del af formuen, mens resten er rente og renters rente.

Derfor handler det ikke om småpenge, når renten falder. Tabellen herunder viser, hvordan lavt afkast på grund af lav rente påvirker dine muligheder for forbrug i pensionstilværelsen.

Betydningen af lav rente

Tid til pensionering (Tidshorisont) Mindre forbrug pr. måned med 20 år som pensionist Mindre forbrug pr. måned med 30 år som pensionist
5 år -469 kr. -313 kr.
10 år -1.089 kr. -726 kr.
20 år -2.938 kr. -1.959 kr.
30 år -5.967 kr. -3.978 kr.
Forudsætning: Startinvestering på 1 million, faldende afkast med 2 % p.a. efter skat pga. faldende risikofri rente. Kilde: Finanshuset i Fredensborg A/S

Betydning for pensionsøkonomien af lav rente ved forskellig afstand til pensionering og henholdsvis 20 og 30 års forbrug som pensionist. Som det fremgår rammes unge hårdest af den lave rente.

Som det fremgår af tabellen, har du med uændret risiko og 30 år til pensionering næsten 6.000 kr. mindre om måneden til forbrug med 20 år som pensionist. Har du kun 5 år til pensionering, har du ”kun” 469 kr. mindre om måneden til forbrug.

Lav rente udsætter din pension

6 måder sikre din pension mod lav rente

Der er forskellige måder at sikre din pension mod effekten af lav rente og lavt afkast. Den enkleste er at arbejde længere og udskyde din pensionering, det kan desværre vise sig at være det sværeste, hvis du mister muligheden for at arbejde. Derfor bør du kombinere denne mulighed med en eller flere af de øvrige nedenfor.

  1. Arbejd længere eller mere
  2. Spar mere op i god tid
  3. Brug mindre
  4. Sænk omkostninger, modregninger og skat
  5. Tag mere risiko og spred risikoen i din portefølje
  6. Tro på at det bliver bedre

Tilpas din pensionsopsparing til lav rente

Kan du gå tidligt på pension?

Er du født efter 1970, får du et ”hjælpende” skub fra lovgivningen om den indekserede folkepensionsalder, der presser dig til at gå senere på efterløn eller pension. Ønsker du ikke at udskyde din overgang til pension, er du nødt til at kompensere yderligere for dette i din formueopbygning.

Det kan lade sige gøre for rigtigt mange at gå på pension tidligere end ved folkepensionsalderen. Det kræver blot, at du bliver bedre til at benytte de 6 måder beskrevet ovenfor.

Er din formue udfordret af lav rente?

Relaterede Nyheder