fbpx
Gode råd om køb af sommerhus

Gode råd om køb af sommerhus

Det bedste gode råd om køb af sommerhus. Passer et sommerhus til din økonomi? Kan du svare ja til 5 spørgsmål om køb af sommerhus?

Mere normalt marked

Mange danskere har de seneste år valgt at købe sommerhus og henlægge ferien til de hjemlige breddegrader i lyset af usikkerheden om rejsemuligheder.

Antallet af solgte sommerhuse har været ekstraordinært højt, men er nu inde i et roligere leje. Tiden hvor attraktive sommerhuse blev solgt i bud-runder over udbudsprisen er forbi for nu, og der kan igen ofte forhandles om salgsprisen. Men inden du forelsker dig i et bestemt hus, bør du sikre dig, at et sommerhus passer til din økonomi, .

Passer et sommerhus til din økonomi?

Når du køber et sommerhus i Danmark eller i udlandet, binder du din økonomi til omkostninger mange år frem. Selvom et sommerhus for det meste kan sælges igen, så er det ikke sikkert, at ejendomsmarkedet udvikler sig positivt. Det så vi under finanskrisen og de følgende 8 år, og det er sket mange gange før.

Du kan altså tabe penge på at investere i et sommerhus. Sådan er det med alle investeringer, uanset om det er aktier, obligationer, malerier eller fast ejendom, så kan priserne gå både op og ned.

Et sommerhus er en meget stor investering, derfor er det vigtigt, at det passer ind i din økonomi, og at du kan tåle den risiko det giver. Det kan umiddelbart være svært at vurdere.

Kan du svare ja til disse 5 spørgsmål, der viser om et sommerhus passer til din økonomi, så er et sommerhus måske det rigtige for dig.

Image link

Få tryghed om boligkøbet

Få overblik over økonomien, når du handler bolig.
Find den rigtige pris og vælg det rigtige lån.

Besvar 5 spørgsmål inden du køber sommerhus

1. Ønsker du at bruge et sommerhus i mange år fremover?

Det kan virke banalt, men det er besnærende at købe sommerhus, der hvor du lige har haft en rigtig god ferie. Overvej, om du ønsker at binde dig til ét sted mange år fremover, eller om du foretrækker at have muligheden for at vælge feriedestinationen fra år til år.

2. Har du overskud i din økonomi?

Har du overskud i din økonomi til at spare op og afdrage på lån i sommerhuset. Husk, at et sommerhus sandsynligvis vil påvirke dine ferievaner og måske endda sænke familiens udgifter til ferie.

3. Har du en lang tidshorisont?

Du bør have en tidshorisont for din investering på mindst 10 år og helst lidt længere. Kan du se dig selv bruge sommerhuset så mange år frem?

4. Er et sommerhus den rigtige opsparing for dig?

Det giver mest mening at spare op i et sommerhus, hvis du allerede udnytter dine andre opsparingsmuligheder. Er du godt i gang med at spare op, og udnytter du fx dine muligheder for at spare op i en pensionsordning?

Det gælder især, hvis du ikke betaler topskat, fordi opsparing i pension så er mindre attraktivt for dig, og det gør opsparing i et sommerhus til et interessant alternativ.

Har du ikke en ejerbolig, er et sommerhus endnu mere oplagt.

Har du højrentegæld, eller har du en ejerbolig, som er belånt til skorstenen, så er det måske bedre at afdrage gæld.

5. Er du tilpas med risiko i din økonomi?

Som nævnt er et sommerhus en investering med en vis risiko. Du skal derfor gøre op med dig selv, om du kan leve med at dit sommerhus falder i værdi, uden at det bekymrer dig alt for meget.

Læs vidensartikel: Investering i sommerhus – en god forretning

Styr din købelyst

Din motivation for at købe et sommerhus er sandsynligvis i høj grad præget af din lyst til at købe, ellers læste du sikkert ikke denne artikel. Det er dog vigtigt, at du korrigerer for din irrationelle lyst, når du overvejer din beslutning.

Men rigtig mange danskere kan svare ja til de fleste af de 5 spørgsmål, og derfor er mulighederne i sommerhusmarkedet også meget store.

Gå konkret til værks når du vælger sommerhus

Priserne på sommerhuse varierer meget afhængig af, hvor i landet, huset ligger. Langs nordkysten af Nordsjælland har det eksempelvis givet positivt afkast for de fleste af dem der købte under finanskrisen. I modsætning hertil har sommerhuse på Sydsjælland kun i særlige tilfælde givet et nævneværdigt afkast – selv over 20 år. Beliggenhed er afgørende – også den specifikke beliggenhed af det enkelte hus i det enkelte område.

Når du køber sommerhus, skal du se det som en usystematisk investering, hvor statistikker ikke gør dig meget klogere. I stedet skal du undersøge, hvordan udbud og priser i lokalområdet har udviklet sig. Måske skal du endda gå meget i detaljen om huset, området, stranden, lokalplaner med mere.

Pas på prisbobler

Når du vurderer prisen på et sommerhus, skal du være opmærksom på, at markedet for sommerhuse kan være meget forskelligt fra egn til egn. Priser på boliger og sommerhuse kan være meget høje i nogle områder som følge af stor efterspørgsel i forhold til antallet af udbudte ejendomme. Det kan skabe et sælgers marked og føre til lokale bobler i priserne.

Vent eventuelt med at underskrive købsaftalen, indtil du har afklaret, om der er en prisboble, i det område du er interesseret i. Overvej om du vil acceptere risikoen for, at sommerhuset falder i pris og de mulige konsekvenser for din økonomi.

Du skal være grundig i din research og vælge dit sommerhus med omhu. Især når du vælger beliggenhed. Selvom det er vigtigt at vælge sommerhus med hjertet, så bør du også bruge hjernen.

Få tryghed om boligkøbet

Læg sommerhuset ind i budgettet

Det er afgørende, at du lægger de afledte effekter af dit køb af sommerhuset ind i dit budget. Eksempelvis vil dine rejseomkostninger sandsynligvis falde, så disse variable omkostninger forvandles til faste omkostninger på sommerhuset. Samlet set kan udgifterne være nogenlunde de samme. Lejer du det ud, kan sommerhuset måske endda give et samlet plus for din økonomi her og nu.

Udlejning af sommerhus

Bo i sommerhuset hele året

På den lange bane kan du benytte sommerhuset som helårsbolig, hvis du har lyst til det. Den nye planlov giver dig ret til at bo i sommerhuset hele året som folkepensionist, efter du har ejet huset i 1 år. Det kan give endnu et plus på budgettet, når du går på pension.

Bo i sommerhuset hele året

Køb af fritidsbolig i udlandet

Køb en fritidsbolig i udlandet og sænk dine ferieudgifter. Du kan gøre din fritidsbolig til en god forretning ved at leje den ud i perioder. Vær dog opmærksom på skat både i Danmark og i udlandet.

Køb fritidsbolig i udlandet

Husk samejeoverenskomst når I køber sommerhus

Husk samejeoverenskomst, inden du køber sommerhus med familie eller gode venner.  En god skriftlig aftale kan forhindre mange ærgrelser og konflikter.

Husk samejeoverenskomst når I køber sommerhus

Relaterede Nyheder