fbpx

Tjen penge på det næste børskrak

Produktion, overskud og dårlige alternativer giver høje aktiekurser. Sænk dit krav om afkast nu, mens vi er i opsvinget og tjen penge på det næste børskrak.

Det er blevet helt almindeligt at have aktier i Danmark. Faktisk bør du have aktier, enten i frie midler, hvor du helt selv kan råde over pengene, eller i hvert fald i pensionsordningen. Især i tider med meget lav rente på andre investeringer, er det særligt attraktivt at investere i aktier.

Det er ingen hemmelighed, at aktier giver tab en gang imellem. Aktiemarkedet er volatilt, kurserne svinger meget op og ned, og derfor kommer der perioder, hvor tabene er så store, at det giver dig lidt ondt i maven.

Dårlige alternativer giver høje kurser

Aktiekurserne bestemmes primært af forventningerne til virksomhedernes produktion og overskud. Men kurserne påvirkes også af, de øvrige mulige investeringer finansmarkederne tilbyder.

I øjeblikket tilbyder markederne en risikofri rente tæt på 0 procent. Alternativerne til aktier giver altså ikke et særligt højt afkast for tiden, og motivationen til at sælge aktier er derfor lille.

Er aktier overvurderet, og kommer der snart en større korrektion af markedskurserne? Ja, det er bestemt en mulighed, men det er ikke det mest sandsynlige.

Alternativer til investering aktier

Derfor opstår børskrak

Større korrektioner i markedet drives af bevægelser i den globale økonomi. Det kan være en krise i ejendomsmarkedet i østen, eller en gældskrise i Europa og/eller USA, en generel destabilisering i verden eller stigende råvarepriser. Der er mange muligheder.

Når det sker, bliver korrektionen sandsynligvis væsentlig, det vi kalder et krak. Jo længere opturen har varet, desto større fald vil vi typisk se. Det er ikke eksakt videnskab, for det er de finansielle markeder ikke – de er faktisk umulige helt at forudsige.

Er en ny finanskrise på vej?

Sænk dine krav om afkast

Når krakket kommer (og ja, det er bare et spørgsmål om tid), giver det dig mulighed for at tjene penge bagefter. Du skal derfor sammensætte din portefølje, så du kan absorbere tabene og tjene penge i markedet efter krakket. Du skal sænke din gearing nu, mens vi er i opsvinget, ved at afvikle gæld og nedbringe risikoen på meget volatile papirer.

Det er en løbende proces, der indebærer, at du må sænke dit krav til afkast i din portefølje i takt med, at du reducerer din risiko. Det væsentlige er, at du tager stilling til risikoen i din portefølje. Er risikoen høj, og er den steget de seneste år, er det på tide at rebalancere porteføljen.

Det bedste er, at du indretter din portefølje sådan, at du ikke frygter et krak, men ser det som en mulighed for at skabe afkast. Det er netop en af pointerne i filmen Margin Call (Giftig Viden), som jeg genså med stor fornøjelse forleden.

Jeg kan i øvrigt anbefale filmen, hvis du vil have indblik i motiverne bag bankvirksomhed. Det finansielle marked er meget kynisk, hvis du ikke erkender det, skal du ikke være der – sådan er det desværre.

Relaterede Nyheder