10 ting kan ændre privatøkonomien i 2025
2025 byder på ændringer i skat, fradrag og renter, der kan få betydning for din økonomi – uanset om du er i arbejde, pensionist eller investor. Se oversigten.
Året der kommer – et overblik
Skattelettelser, genindførelse af modregning, højere fradrag, nye afgifter og rentefald kan påvirke din økonomi i 2025. Her får du et hurtigt overblik over ændringerne, og hvad de betyder for dig. Læs med, hvis du ønsker at spare mere op, udnytte nye fradrag eller bare vil vide, om du får større udgifter.
Du er i arbejde
Som lønmodtager kan du glæde dig over flere skattelettelser:
1. Forhøjet personfradrag og beskæftigelsesfradrag
Personfradraget stiger med 1.900 kr. til 51.600 kr. Samtidig øges beskæftigelsesfradraget med hele 10.500 kr., hvilket giver en samlet skattebesparelse på op til 2.600 kr. om året. Er du enlig forsørger, kan du spare yderligere 5.700 kr.
2. Grønt håndværkerfradrag og højere servicefradrag
Du kan nu få op til 8.600 kr. i fradrag til klima- og energiforbedringer af din bolig. Derudover hæves servicefradraget markant fra 5.600 kr. til 17.500 kr. pr. voksen – en stor fordel, hvis du får hjælp til fx rengøring og børnepasning.
3. Flyafgifter
Skal du ud at rejse, vil flybilletter fra 2025 pålægges en gennemsnitlig afgift på 70 kr. pr. billet, stigende til 100 kr. i 2030.
4. Elbiler bliver dyrere
Det bliver dyrere at købe elbil, da batterifradraget afskaffes. Det øger udgifterne med ca. 10.300 kr. for en bil til 450.000 kr.
5. Faldende renter
Boligejere med variable lån kan nyde godt af lavere renteudgifter i 2025. Det er især relevant, hvis du har et F-kort-lån, hvor renten forventes at falde yderligere i løbet af året.
Vigtige ændringer i skattetal for 2025 – Finanshuset Fredensborg
Du har høj indkomst eller investering
Har du en høj indkomst eller investeringer i værdipapirer, får ændringer i 2025 også betydning for dig.
6. Højere topskattegrænse
Grænsen for topskat hæves fra 640.100 kr. til 665.000 kr., hvilket giver en skattebesparelse på ca. 3.700 kr.
7. Lempelser i aktieskatten
Skatten på aktieafkast op til 67.500 kr. holdes på 27 %. Samtidig hæves loftet for aktiesparekontoen fra 135.900 kr. til 166.200 kr., hvilket gør det lettere at spare op med fordelagtig beskatning.
Aktiesparekonto – investering med lav skat – Finanshuset Fredensborg
Du er pensionist
Pensionister kan også se frem til flere økonomiske forbedringer:
8. Stigning i folkepensionen
Folkepensionen får den største årlige stigning i 15 år – op til 7.000 kr. ekstra for enlige pensionister.
9. Ældrechecken hæves
Derudover hæves ældrechecken permanent med 5.000 kr., hvilket giver et loft på 25.700 kr.
10. Modregning i pensionstillæg genindføres
Der genindføres modregning i folkepensionstillægget for ægtefæller og samlevere, hvilket kan betyde en lavere samlet pension for nogle.
Vær opmærksom på, hvordan disse ændringer påvirker din privatøkonomi, og tilpas evt. dit budget eller investeringsstrategi. Skal du fx energirenovere din bolig, eller overvejer du at omlægge dine lån, kan det betale sig at handle i god tid.