Uge 42 - 2016 

Realkreditlån: Sådan udnytter du den lave rente

Den lave rente gør realkreditlån meget billige lige nu. Kan du omlægge lån og spare rente eller sænke din ydelse? Sådan udnytter du den lave rente på realkreditlån.

Renterne på finansmarkederne ændrer sig hele tiden, i øjeblikket er den korte rente negativ, og den lange rente er rekordlav. Selvom det har været sådan længe, er det på mange måder rekordernes år, når det gælder renten.

Muligheder for at udnytte den lave rente på realkreditlån

Lån med lang løbetid er meget billige lige nu på grund af den lave rente, og det giver dig mange muligheder, der spiller positivt sammen med resten af din økonomi. Det er en ny situation, der gør, at dét der var god latin for 5 år siden ikke nødvendigvis er rigtigt i dag. I det følgende får du to eksempler på, hvordan du med fordel kan udnytte de nye muligheder.

Har du brug for at placere en del af formuen i din pension, frie midler eller i dit selskab, får du en meget lav rente på en indlånskonto eller i korte obligationer. Til gengæld er det interessant for dig at udnytte den lave korte rente på lånemarkedet, hvis du har mulighed for det. Du behøver dog ikke nødvendigvis at have kontant opsparing for at kunne gøre brug af følgende muligheder.

Tilpas din pensionsopsparing til lav rente

Indbetal mere til pension

Brug den lave realkreditrente til at afdrage hurtigere på dine lån eller reducer låneydelsen og spar lidt skat ved at indbetale mere på pensionsordningen. Begge dele giver plads til større indbetaling til pensionsopsparingen.

Intet er dog gratis på de finansielle markeder, så det er vigtigt at gøre det rigtigt.  Det er kun en fordel at øge pensionsopsparingen, hvis du betaler topskat nu og ikke gør det, når pensionen udbetales. Derudover skal du have overskud i økonomien til de ekstra indbetalinger. Du kan godt trække på friværdien i fast ejendom, men det må ikke ske på bekostning af dine kortsigtede reserver. De makroøkonomiske betingelser kan nemlig hurtigt ændre sig, mens pensionsmidlerne jo er bundet, indtil du går på pension.

Der er reelt set tale om gearing af din økonomi, når du optager lån og indbetaler ekstra til pension, men under de givne omstændigheder er det hensigtsmæssigt. Den meget lave lånerente, gør det meget fordelagtigt at udnytte disse muligheder. Og jo yngre du er, desto bedre er mulighederne for at øge din formue.

Sådan sparer du op med dit boliglån

Afdrag gælden hurtigere

Foretrækker du at afdrage hurtigere på din gæld, fordi du ikke har reserver eller topskat nok, så kan du omlægge et langt fastforrentet lån til ét eller flere lån med kortere løbetid. Kan du betale dit lån med lang løbetid tilbage på 5-10 år i stedet for 20 eller 30 år, så kan du sænke renten til ca. 0,5 %. Se eksempelvis kurser og renter hos BRF.

Det kræver, at du sparer mere op nu, men til gengæld får du en meget større renters rente-effekt i din økonomi resten af dit liv. Det er en af fordelene ved en lav realkreditrente, brug den fornuftigt.

Udnyt den lave rente til at afdrage på dit lån

okt 17th, 2016 | Tags:, , ,