fbpx

5 måder at sikre din opsparing

Er din opsparing blevet mindre værd i år? Aktier giver tab og obligationer giver næsten intet afkast. 5 måder at sikre din opsparing i perioder med lavt afkast.

Afkast under pres

Din opsparing er sandsynligvis blevet mindre værd det seneste halve år. Det kan du se hvis du tjekker din konto. Det skyldes, at aktiemarkederne verden over er faldet, samtidig med at især de sikre obligationer kun giver et minimalt afkast.

Det er helt normalt, at aktiemarkederne svinger. I øjeblikket er stemningen dårlig, og den havde været endnu værre, hvis det forventede renteafkast på obligationer var større.

Du skal dog ikke regne med at det ændrer sig foreløbig, hvis Trump fortsætter med at tale en handelskrig i gang med Europa og Kina. Vi kan kun håbe, at midtvejsvalget bringer ham på andre tanker.

EU og Europa kunne bruge tiden på at reformere union og arbejdsmarked, så det er mere fleksibelt, når den næste krise rammer. EU har brugt mange kræfter på at slukke ildebrande efter gældskrisen i Sydeuropa og flygtningekrisen. Det er gået ud over arbejdet med at skabe nye rammer for investering i Europa. Væksten i Europa (målt som vækst i BNP) er stadig ganske beskeden, og det må du forholde dig til, når du indretter din opsparing.

Dansk pensionssystem stiller dig bedre

Som dansker er du bedre stillet end de fleste andre arbejdstagere i Europa. Det skyldes det danske pensionssystem, der er bygget op omkring solide offentlige, private og overenskomstbestemte pensioner. Tilsagnsordninger, hvor din tidligere arbejdsgiver betaler direkte til dig, mens du er på pension er ikke almindeligt i Danmark. Du har i stedet pengene stående øremærket til dig på en pensionskonto.

På den måde behøver du ikke at frygte at din arbejdsgiver går konkurs inden eller mens du er på pension. Til gengæld skal du selv tage beslutninger og sørge for en god forrentning af pengene eller sætte nogle til at gøre det for dig. Det gør de fleste også.

5 måder at sikre din opsparing

I perioder som nu, hvor markederne falder, kan du nemt få fornemmelsen af, at du har sat de forkerte til at passe på dine penge. Hvad gør du så?

Du kan benytte en eller flere af disse 5 måder at sikre din opsparing i perioder med lavt afkast. Du kan bruge en enkelt af måderne eller kombinere som det passer til dine forhold.

  1. Sænk omkostningerne i din opsparing
  2. Bliv længere på arbejdsmarkedet – udsæt pensionen
  3. Sænk dit forbrug – spar mere op
  4. Tag større risiko
  5. Sats på bedre afkast fremover

1. Sænk omkostninger

At sænke omkostningerne er den letteste måde at sikre afkastet af dine opsparing. Er dine omkostninger højere end 0,5 % p.a. i ÅOP, kan du sandsynligvis sænke dem. Det vil gøre det lettere at indhente tab på en periode med lavt afkast.

Du skal især være opmærksom på omkostninger, hvis du har en puljeordning i banken eller i et kommercielt pensionsselskab. Tjek derfor, hvor meget du betaler i omkostninger, og find et bedre sted til dine penge, hvis det er for dyrt.

3 tips til lavere omkostninger på din investering

2. Bliv længere på arbejdsmarkedet

De senere år er pensionsalderen hævet løbende. Er du født i 70’erne kan du, som det ser ud nu, tidligst forvente at få folkepension fra du fylder 70 år, hvis udviklingen i den gennemsnitlige levealder fortsætter.

Efter reglerne kan du tidligst gå på pension 3 år inden folkepensionsalderen (gamle pensionsordninger kan dog udbetales tidligere).

Har du planer om tidlig pensionering, kan det have stor betydning for din pension at arbejde 1-2 år længere. Det er en effektiv måde at kompensere for et lavere pensionsafkast. Længere opsparingsperiode betyder en del for din slutpension, fordi renters rente er størst de sidste år.

3. Spar mere op – sænk forbruget

Du har andre muligheder for opsparing end pensionsordninger. Vælg eksempelvis at afdrage mere på gælden i ejerbolig eller sommerhuset. Du kan også sænke forbruget (det er typisk resultatet, hvis du spare mere op) enten nu i opsparingsperioden eller senere i pensionsperioden, hvis du ikke magter det nu.

Tager du ikke fat i problemet nu, har du sandsynligvis færre penge til forbrug senere.

4. Hæv din risiko

At hæve risikoen er den nemme løsning, der udskyder problemerne til senere. Men hvad hvis større risiko er ufornuftigt og farligt for din opsparing på lang sigt? Derfor er denne løsning lidt for nem – især hvis der kun er få år, til du går på pension.

Undersøg om du har udnyttet dine muligheder for at diversificeret dine investeringer. Har du mange forskellige slags obligationer og aktier, fast ejendom og evt. pantebreve eller andet kan det forbedre afkastpotentialet.

For at opnå den grad af spredning i porteføljen er det nødvendigt for de fleste at benytte investeringsforeninger eller ETF’er. Men første skridt er at overveje, om du har den rigtige risiko i formuen.

Sådan styrer du risikoen i din økonomi

5. Sats på højere afkast senere

Du kan også satse på, at der kommer perioder med højere afkast i fremtiden, der opvejer denne periodes tab eller lave afkast. Denne ”happy go lucky” tilgang er er ingen garanti for succes, og det er slet ikke en løsning på kort sigt.

Der skal 10 år med høj rente til for at indhente det tabte fra 5 år med lav rente, fordi den samlede renters rente-effekt sænkes betydeligt set over opsparingsperioden. Det er dog en grov tommelfingerregel, da lav og høj rente naturligvis er relative størrelser.

At satse på at et lavt afkast udlignes af høje afkast senere kan ikke stå alene, men kan være en del af en strategi, der kombinerer flere af de flere af de 5 måder at sikre afkastet i din opsparing.

Opdater dine valg løbende

I det fleste tilfælde er en god blanding af de 5 måder at foretrække. Du bør løbende sammen med en rådgiver vurdere om dine valg stadig passer til dine forhold og ønsker. Et godt sted at starte er at afklare din risikotolerance og definere en risikoprofil. De to skal passe sammen for at komme på rette vej.

Gratis investeringsrådgivning koster dig dyrt

Denne artikel har været bragt i Berlingske Business med titlen Har du tabt penge i din opsparing?

Relaterede Nyheder