Evaluering konkluderer efter kritik: ATP har en vigtig rolle i pensionssystemet. Evaluering peger på styrker, men også høj kompleksitet og behov for justeringer.
Evaluering af central pensionsaktør
ATP har været kritiseret for lave afkast, og derfor har pensionsgiganten fået lavet en ekstern evaluering af sin investeringsstrategi, og konklusionen er offentliggjort for nylig.
Evalueringen tager udgangspunkt i, at ATP ikke kan måles som en almindelig pensionskasse. Ordningen skal levere livsvarige, garanterede pensioner og spiller en særlig rolle i det danske pensionssystem.
Det betyder, at afkast og risiko skal vurderes i forhold til, om ATP kan levere stabile pensioner – ikke blot høje korte afkast.
Er ATP stadig en billig og sikker ordning? – Finanshuset Fredensborg
Stærk model med indbyggede kompromiser
Evalueringen viser, at ATP i mange år har leveret solide langsigtede resultater og anvender en investeringsstrategi, der i store træk er i tråd med best practice.
Samtidig fremhæves det, at strategien er meget kompleks og indebærer høj risiko. Det hænger sammen med ambitionen om at beskytte garantier og samtidig løfte pensionerne via højere afkast.
Det skaber et grundlæggende dilemma: højere pensioner kræver højere risiko, og derfor vil ATP i perioder klare sig dårligere end andre pensionsordninger.
Behov for justeringer
Evalueringen peger på flere områder, hvor ATP bør justere sin strategi. Det gælder især det høje risikoniveau, brugen af komplekse porteføljer og håndteringen af illikvide investeringer, hvor der har været koncentrationsrisiko.
Derudover anbefales mere gennemsigtighed, tydeligere måling af afkast og en enklere kommunikation til medlemmerne.
Langsigtet værdiskabelse i fokus
Samlet set vurderer den eksterne gruppe, at ATP udfylder en vigtig rolle i pensionssystemet og på flere områder gør det bedre end mange andre pensionskasser.
Men forventningen er også, at ATP fremover vil have perioder med svage resultater. Det er en konsekvens af en model, der prioriterer garantier og langsigtet stabilitet.
Det centrale spørgsmål er derfor ikke de enkelte års afkast – men om ATP over tid leverer stabile og rimelige pensioner.
Tryghed er vigtigt for de fleste
Kommentar. For mange betyder sikkerhed for udbetalinger mere end muligheden for et højt afkast. Min erfaring er, at dem med færrest midler er mest tilbøjelige til at efterspørge tryghed. Det er ikke overraskende, og en stabil og forudsigelige pension som ATP betyder netop mest for dem, der har den mindste pensionsopsparing.
Det er en del af logikken med de tre søjler i det danske pensionssystem. Første søjle – folkepension og ATP – skal sikre dem, der har mindst. Anden søjle er arbejdsmarkedspensionerne, og tredje søjle, til dem der har mest, er de private ordninger, hvor du selv kan din risiko.
Verdens bedste pensioner – Finanshuset Fredensborg
Fortjener ATP kritik?
Krik er på sin plads, når ATP taber milliarder på unoterede aktier. Det er kritisabelt og bør undgås. Derfor er meget positivt at evalueringen peger på dette.
Selvfølgelig skal ATP’s produkt løbende reguleres gennem lovgivning. Men samtidig er det vigtigt at fastholde ATP som en ordning med lav risiko og lave omkostninger.
Frihed er ikke gratis
Nogle argumenterer for, at lønmodtagerne selv burde kunne investere deres ATP-opsparing frit. Det lyder umiddelbart oplagt.
Men det vil også gøre ordningen dyrere. ATP er billig, fordi løsningen er ens for alle, og fordi betalinger og udbetalinger er forudsigelige. Selve investeringsmodellen er kompleks, men driften er enkel og effektiv.
ATP har en vigtig rolle
Alle har brug for en del af deres pension med lav risiko. Det sikrer ATP sammen med folkepensionen.
Hvis du ønsker højere afkast og kan acceptere mere risiko, ligger mulighederne allerede i de øvrige pensionsordninger. Det er derfor oplagt først at sikre, at du har udnyttet dine private ordninger optimalt.