fbpx
Tilpas dine pensioner til nye regler

Tilpas dine pensioner til nye regler

Arbejdsindkomst fra samlever og ægtefælle modregnes ikke mere i din folkepension. Hvad betyder det økonomisk, og hvordan tilpasser du pensioner og kapitalindkomst?

Nye regler for modregning

Sidste år besluttede Folketinget at sænke modregningen af arbejdsindkomst i offentlige pensioner. Hensigten er at øge udbuddet af arbejdskraft ved at øge incitamentet for ældre lønmodtagere og folkepensionister til at blive på arbejdsmarkedet. Du er omfattet af de nye regler, hvis du modtager folkepension, uanset om din partner er på folkepension eller ej.

Modregning af arbejdsindkomst afskaffes – Finanshuset Fredensborg

Derfor kan du nu arbejde, uanset om du ikke er på pension, er på tidlig pension (før din folkepensionsalder) eller modtager folkepension, uden det giver modregning i din partners folkepension (grundbeløb eller pensionstillæg).

Folkepensionens grundbeløb er i 2023 6.694 kr. pr måned og pensionstillægget er 3.963 kr. pr måned, hvis du er gift eller samlevende og modtager fuld folkepension.

Folkepension pr. måned i kr. før skat (2023)

EnligeGifte/samlevende
Grundbeløb6.694 6.694
Pensionstillæg7.7453.963
I alt14.43910.657

Kilde: www.borger.dk

De ændrede regler kan altså give dig op til 10.657 kr. mere udbetalt om måneden før skat, hvis du lige nu er fuldt modregnet. Det kan dermed løbe op i et betydeligt beløb i ekstra udbetalt folkepension, hvis du har en arbejdende ægtefælle eller samlever, uanset om vedkommende er pensionist eller ej. Andre indkomster fra din partner end arbejdsindkomst bliver dog fortsat fuldt modregnet.

De nye regler retter i øvrigt op på den uretfærdighed i pensionssystemet, at pensionens størrelse afhænger af partnerens indkomst og økonomi. Det er jo ikke er alle, der bor sammen, som har fælles økonomi.

Find oversigt over indkomster, der har betydning for dit pensionstillæg

Image link

Få en plan for udbetaling af dine pensioner

Book en uforpligtende samtale med en erfaren økonomisk rådgiver

Tilpas dine pensioner

Blev du sidste år modregnet på grund af din partners arbejdsindkomst, skal du sandsynligvis tilpasse ind- og udbetalinger til og fra dine løbende pensioner til de nye regler – eksempelvis ratepensioner. Du kan muligvis undgå modregning fra egne pensioner nu eller i fremtiden.

Efter de nye regler har du mulighed for at få et større pensionstillæg. Grundbeløbet kan du ikke påvirke, da det udbetales fuld ud, så længe du ikke har personlig arbejdsindkomst over 359.200 kr.

Er dine og din partners samlede udbetalinger fra løbende pensioner over 182.900 kr. om året, bliver du modregnet med 32 % af dine og din partners faktisk udbetalte løbende pensioner. Er din ægtefælle ikke pensionist, og har vedkommende andre løbende indtægter end arbejdsindkomst, modregnes 54 % af disse indtægter ikke.

Du bør med andre ord sandsynligvis tilpasse dine pensioner i 2023, hvis du blev modregnet af din arbejdende partners indkomst i 2022.

Modregning i Folkepensionens pensionstillæg – Finanshuset Fredensborg

Juster dine kapital- og aktieindkomster

Realiseret positiv kapital- og aktieindkomst modregnes i pensionstillægget efter samme princip som løbende pensioner. Derfor kan du med fordel sænke din positive kapitalindkomst eksempelvis ved at optage eller omlægge lån eller sælge aktier med tab for at sænke aktieindkomster (udbytte/realiserede kursgevinster).

Både udbetalinger fra løbende pension og kapital- og aktieindkomst kan medføre store unødvendige modregninger, hvis du ikke passer på. Det gælder naturligvis også i andre situationer som folkepensionist.

Det er forholdsvis kompliceret at beregne den optimale udbetaling af dine pensioner, så du bør få udarbejdet en plan af en uafhængig rådgiver, inden du fastlægger dine udbetalinger. Det er eksempelvis som regel umuligt at ændre eller stoppe udbetaling af løbende pensioner, når de først sat i gang

Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen fremgik det at indkomster fra ikke pensioneret ægtefælle modregnes i pensionstillægget med 54 %. Det korrekte er, at 54 % af disse indtægter ikke modregnes.

Relaterede Nyheder