fbpx
Lagerbeskatning – fordele og ulemper 

Lagerbeskatning – fordele og ulemper 

Lagerbeskatning af kapitalafkast er besværligere og dyrere end realisationsbeskatning. Men rebalancerer du din risiko, når du betaler skat, kan det være en fordel. 

Indviklet skat af afkast 

Reglerne for beskatning af kapitalafkast kan være svære at finde rundt i.  Der er som udgangspunkt 4 slags indkomster/skat for private, der gælder for hver deres type indkomst: 

  • Kapitalindkomst 
  • Aktieindkomst 
  • Personlig indkomst (løbende pensioner som udbetales bliver beskattet som dette)
  • Skattefri indkomst (typisk fast ejendom i form af bolig og sommerhus, som dog også kan være kapitalindkomst eller aldersopsparing, der udbetales uden afgift)

(virksomhedsbeskatning, selskabsbeskatning, CFC – er ikke medtaget her) 

Kapitalafkast omfatter typisk renteindtægter/udgifter, kursgevinster på obligationer, der udtrækkes, eller andre kursgevinster på andre typer aktiver, udbytter samt gevinst og tab ved handel med værdipapirer. Hvad angår gevinster er det væsentlig at kende to former for beskatning: realisationsbeskatning og lagerbeskatning

Ved realisationsbeskatning bliver du beskattet, når du sælger med gevinst, hvis du ikke også har solgt noget med tab eller har tab til fremførelse på samme type aktiv. Ved lagerbeskatning betaler du skat af den nettogevinst, du har haft ved udgangen af året, uanset om du har realiseret den. 

Der er herudover undtagelsestilfælde, hvor du betaler en asymmetrisk lagerskat og derfor betaler eksempelvis personlig indkomstskat af gevinster, men kun har fradrag for tab i ligningsmæssige fradrag. Jeg går ikke dybere ind i dette, da det typisk kun vedrører finansielle kontrakter og kryptovaluta, men du skal være særlig opmærksom, hvis du har den slags værdipapirer. 

Fordele ved realisationsbeskatning 

Realisationsbeskatning giver de laveste omkostninger, fordi du kan udskyde beskatning, indtil du realiserer gevinster. Det giver i de fleste tilfælde en lidt større renters rente-effekt, hvis du formår at syre din risiko og sørger for løbende at udnytte mulighederne for lav beskatning – eksempelvis den lave aktie-afkast-skat på 27 % for evt. urealiseret aktieafkast i frie midler.  

Værdien af at optimere realisationsbeskatningen svarer til ca. 3-5 %-point skat i gennemsnit over en periode. Det betyder at skatten ved lagerbeskatning vil være tilsvarende dyrere i forhold til realisationsbeskatning, hvis du sammenligner de to. 

Lagerbeskatningens fælder og muligheder 

Lagerbeskatningen i aktiesparekontoen på 17 % er bedre end realisationsbeskatningen i frie midler af aktieindkomst på 27 % – men altså ikke 10 %-point bedre, som er den nominelle forskel – kun 5-7 %-point i gennemsnit. Det varierer naturligvis fra periode til periode og i forhold til det samlede afkast på aktier. 

Har du i frie midler mange renteudgifter og negativ kapitalindkomst, kan du vælge at lade dine aktiegevinster beskatte som kapitalindkomst ved at købe akkumulerende investeringsforeninger som har under 50% af investeringerne som aktier. Akkumulerede investeringsforeninger er enten kapitalindkomst eller aktieindkomst, men de lagerbeskattes.   

Afkast fra obligationer er også kapitalindkomst, men her realiseres gevinster i form af renteindtægter og kursgevinster fra udtrækninger i året, så her skal du blot huske at betale forskudsskat for at undgå en restskat. 

Det svære ved lagerbeskatning er at sørge for at sælge aktiver, så du kan betale afkastskatten ved årsskiftet. Gør du det ikke på det tidspunkt, risikerer du at skulle betale skat af et aktiv, som ikke er steget, når du sælger det. 

Så meget skal du sælge for at betale lagerskat 

  
Køb af aktiv X til kurs 100 
Kurs ved årsskiftet kurs 200 
Skat af forskellen gevinst 100 – eksempelvis lagerskat af kapitalindkomst 42 % 
Skat 42 kr. 

Du skal altså sælge for 42 kroner af aktie X ved årsskiftet for at have til skatten. 

Hvis aktien falder efter årsskiftet, skal du alligevel betale 42 kroner. Falder aktien eksempelvis i et ekstremt tilfælde til 0 kroner på grund af konkurs, skal du alligevel betale de 42 kroner i skat. Året efter kan du så fratrække dit tab i andre gevinster eller fremføre tabet til senere brug (nogle gange kun i samme type aktiver). 

Planlæg din skat af afkast – Finanshuset Fredensborg 

Fordele ved at rebalancere 

Du kan få noget godt ud af at bruge lagerbeskatningen til at betale din skat løbende og sørge for at udnytte dine skattemæssige muligheder samt ikke mindst at sikre, at din risiko ikke udvikler sig uhensigtsmæssigt. 

Et eksempel på rebalancering 

Du vælger (bliver rådgivet til) at have en risiko i porteføljen svarende til 40 % obligationer med forskellige varigheder og 60 % aktier med en god spredning. Efter et år, hvor aktierne er steget, er fordelingen ændret til 30 % obligationer og 70 % aktier. Din risiko er altså steget, og den bør sænkes, og fordelingen føres tilbage til hhv. 40 og 60 %. 

————- 

Med realisationsbeskatning er det nemt at glemme at rebalancere, fordi det indebærer, at du skal sælge noget, der har givet dig gevinst, og det udløser skat. Men gør du det ikke, påtager du dig en større risiko, der overskrider din risikotolerance. Det valg er i praksis svært at tage, og det kræver ofte rådgivning.

Det er ofte lidt nemmere, hvis du har lagerbeskatning, fordi du ofte udskifter, sælger og køber aktiver med gevinst eller tab for at rebalancere (der kan naturligvis være andre dele i rebalanceringen). Med den rigtige vedligeholdelse er risikoen efter min erfaring mere stabil i en lagerbeskattet portefølje. 

Realisationsbeskatning er bedre skattemæssigt, men der kan snige sig en ubalance på risikoen ind i porteføljen, fordi du prøver at undgå skat ved salg af aktier, som er steget meget i pris. 

Realisationsbeskatning appellerer derfor ofte til mere risikovillige spekulanter, der er villige til at tage usystematiske risici på enkeltaktier eller andre mere eller mindre solide aktiver. 

Derfor skal du rebalancere din portefølje – Finanshuset Fredensborg 

Afkast i pensioner beskattes med lagerskat

Du betaler lagerskat på 15,3 % af gevinster i dine pensionsopsparinger ultimo året. Skatten afregnes automatisk af banken eller pensionsselskabet, hvorefter der frasælges af depotet så kontoen ikke står i minus. Bruger du eget depot i en bank skal du selv frasælge aktiver så du har til skatten. Har du en ordning som pulje eller garanteret/markedsrente ordning mv., så sker det uden at du bliver spurgt.

Relaterede Nyheder