fbpx
Grib mulighed for kursgevinst

Grib mulighed for kursgevinst

Boligpriserne falder, liggetiderne stiger. Vær forsigtig, når du handler bolig i et usikkert marked. Grib din mulighed for kursgevinst ved at omlægge realkreditlån.

Boligpriser falder for fjerde måned i træk.

Priserne på huse og ejerlejligheder falder mange steder i landet. Især i Hovedstadsområdet og Nordsjælland er priserne faldet kraftigt, mens der er tale om mere beherskede fald på resten af Sjælland og i store dele af Jylland.

Det er i områder med høje priser, at priserne falder mest. I København er salgspriserne på ejerlejligheder faldet med 11 %, siden de toppede i maj måned.

Salgspriserne faldt i oktober med 1,6 % for huse og med 2,0 % for lejligheder. Dermed faldt boligpriserne for fjerde måned i træk, og det er særdeles kraftige fald på meget kort tid. Priserne er de seneste måneder faldet med samme hastighed som de steg under Corona. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for huse er nu 1,3 % under niveauet for et år siden, mens den for ejerlejligheder er faldet med 3,2 %.  

Prisudvikling på boligmarkedet i oktober 2022

BoligtypeSalgspris (kr. pr. kvm.)Ændring seneste månedÆndring seneste år
Villaer/rækkehuse17.098-1,6%-1,3%
Ejerlejligheder33.335-2,0%-3,2%
Sommerhuse22.905-0,5%7,1%

Udvikling i priser for ejerboliger og sommerhuse, oktober 2022. Kilde: Boligpriserne falder i samme tempo, som da de steg mest under corona (boligsiden.dk)

Prisfaldene skal ses på baggrund af, at danskernes privatøkonomi er presset på grund af inflation, og stigende rente. Således vurderer Realkredit Danmark, at en gennemsnitsfamilie i øjeblikket har ekstraudgifter for cirka 3.000 kr. om måneden. Alene inflation og høje renter betyder ifølge RD, at boligkøbere har råd til et hus, der koster 15-25 % mindre.

Boligmarkedet i stå – Finanshuset Fredensborg

Usikkert boligmarked med store forskelle

Analyse. Boligmarkedet er i øjeblikket stærkt segmenteret, og dine muligheder for at handle bolig varierer meget afhængig af, hvor i landet du bor. I nogle områder får du som sælger, den pris du forventer, mens det er umuligt at sælge huse andre steder i landet. Det skal du tage højde for, hvis du vil sælge, men også når du køber. 

Du må regne med, at der i øjeblikket er større usikkerhed ved at sælge og købe bolig end normalt. Sælger du eksempelvis din bolig, der er belånt med fastrentelån med eksempelvis et 1 % 30-årligt lån, så udligner din kursgevinst på restgælden muligvis dit tab på faldet i boligprisen – du tjener måske endda en smule på det. 

Der er mange situationer, hvor mulighederne for at købe og sælge bolig, vil afvige fra det almindelige, så vær forsigtigt, når du handler bolig i øjeblikket.

Vi må regne med at liggetiderne for boliger bliver længere. Det er sundt, at sælgerne kan vente med at sælge, for på den måde strækkes prisfaldene ud over lang tid. RD’s tal skræmmer, da de peger mod et fald i priserne på 15-25 %, hvis alt skal indregnes nu. Det vil jo sandsynligvis gøre en del danskere teknisk insolvente, hvis de skal sælge som en straks-handel. Så er det bedre at vente for de fleste.

Vi må dog forvente, at priserne falder de kommende 2-3 år med stor variation. Renteudviklingen er helt afgørende, falder renten igen, bliver prisfaldet mindre, men stiger renten bliver prisfaldet større.

Omlæg fastrentelån og få lavere restgæld – Finanshuset Fredensborg

Udnyt din mulighed for kursgevinst

Inflationen og hvordan den udvikler sig, bliver i høj grad bestemmende for dansk økonomi fremover.

I din privatøkonomi bør du fokusere på sikkerhed, tryghed og på at afdrage gæld. Har du fast rente med mulighed for en stor kursgevinst ved at omlægge, og har du stor opsparingsevne, kan du komme langt med at afdrage din gæld ved omlægge realkreditlån nu.

Se vores guide til omlægning af realkreditlån.

Relaterede Nyheder