Husk servicefradrag i 2023
Ugens FiF. Husk at du stadig kan få servicefradrag for hjælp i hjemmet til for eksempel rengøring, børnepasning og havearbejde.
Fradrag for hjælp i hjemmet
Håndværkerfradraget blev afskaffet fra april 2022, men du kan stadig få skattemæssige fradrag for udgifter i hjemmet via servicefradraget.
Servicefradraget har en skattemæssig værdi på ca. 26 %, så hvis du har betalt 1.000 kr. for en serviceydelse, sparer du ca. 260 kr. i skat. Du kan kun få fradrag for arbejdslønnen – ikke for materialer.
Få servicefradrag for hjælp i hjemmet – Finanshuset Fredensborg
Rengøring
Du kan få fradrag for rengøring, herunder vinduespudsning, vask og aftørring af flader i boligen, rengøring af toilet og bad, støvsugning, gulvvask og boning, opvask, tøjvask og strygning, rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.m. (bemærk at vask, strygning og rensning af tøj og tæpper m.m. giver kun fradrag, når arbejdet udføres i hjemmet).
Børnepasning
Der gives fradrag for udgifter til børnepasning i hjemmet eller fritidsboligen (ikke lektiehjælp som hovedopgave), aflevering og afhentning af børn til og fra daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktiviteter. Man kan ikke få servicefradrag for udgifter til au pair, som bor i den helårsbolig, hvor arbejdet udføres.
Havearbejde
Der er fradrag for almindeligt havearbejde som græsslåning, klipning af hæk, lugning, beskæring af buske og træer (ikke træfældning og fjernelse af væltede træer), snerydning, fliserensning af terrasser, indkørsler m.m. (rensning af tag og tagrender giver ikke fradrag).
Udgifter til enkeltstående havearbejder som fx anlæg af ny græsplæne, ny terrasse og belægningsarbejde giver ikke fradrag. Du kan heller ikke få servicefradrag, hvis din fritidsbolig har været udlejet.
For at få fradrag for arbejde udført i 2023, skal udgiften være betalt senest ved udgangen af februar 2024. Betales det senere, får du fradraget i det indkomstår, hvor det er betalt. Du skal betale elektronisk. Betaling med kontanter giver ikke fradrag. Gem dokumentationen for det udførte arbejde.
Maksimalt fradrag i 2023 udgør 6.600 kr. for personer i husstanden over 18 år.
Undgå unødvendig skat og modregning – Finanshuset Fredensborg