Danmarks økonomi i top i EU
EU’s største budgetoverskud og lav gæld. Dansk økonomi er blandt de stærkeste i Europa. Det giver et solidt grundlag for din privatøkonomi.
Dansk økonomi er bundsolid
Jeg har tidligere skrevet om, at Danmark har en stærk økonomi i disse år, og at nationaløkonomien derfor er et solidt grundlag for din privatøkonomi. Nye tal for 2023 fra Danmarks Statistik viser det tydeligt. Flere andre forhold bekræfter, at det går historisk godt for dansk økonomi.
Historisk budgetoverskud sikrer stabilitet
Danmark havde i 2023 et budgetoverskud på 3,3 % af BNP – det højeste blandt EU-landene. Denne solide økonomiske position står i skarp kontrast til mange andre EU-lande, der kæmper med budgetunderskud eller mindre overskud. Overskuddet afspejler Danmarks ansvarlige finanspolitik og giver et robust fundament, som styrker modstandsdygtigheden overfor økonomiske udfordringer i Europa og resten af verden.
Offentlig bruttogæld (ØMU-gæld). NYT: Danmark havde EU ‘s største overskud i 2023 – Danmarks Statistik
Lav gæld giver økonomisk frihed
Danmarks ØMU-gæld ligger på beskedne 33,6 % af BNP, markant under EU-gennemsnittet på 83,3 % og Maastricht-traktatens grænse på 60 %. Det placerer Danmark blandt de få EU-lande, der ikke blot opfylder, men ligger betydeligt under de gældskriterier, som mange andre EU-lande kæmper med at overholde. Den lave gældsbyrde styrker Danmarks økonomiske frihed og gør os mindre afhængige af lån, til forskel fra mange andre europæiske økonomier.
Økonomisk vækst reducerer gældsbyrden
Den kombinerede effekt af økonomisk vækst og lav gæld har yderligere reduceret Danmarks relative gældsbyrde. BNP-stigningen i 2023 bidrog til en lavere gældskvote, hvilket sikrer Danmark en stærk økonomisk position og stabilitet. I en tid, hvor mange andre EU-lande står over for økonomiske udfordringer, fungerer er en robust nationaløkonomi et solidt grundlag for danskernes privatøkonomi.
Dansk økonomi er stadig stærk – Finanshuset Fredensborg
Min kommentar
Den danske nationaløkonomi er afhængig af, at danske virksomheder klarer sig godt, og at beskæftigelsen er høj. Begge dele er tilfældet lige nu. Danske virksomheder producerer godt og eksporterer varer og tjenester, som vores handelspartnere ikke kan undvære eller let kan erstatte. Selvfølgelig er der virksomheder, som ikke oplever fremgang, men det danske arbejdsmarked har en god evne til at omstille sig. Det er let at finde nyt arbejde – især sammenlignet med andre EU-lande.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at den danske ØMU-gæld er meget lav. Det skyldes, at BNP vokser, og at Danmark nedbringer sin gæld, når budgetoverskuddet er stabilt positivt. Dette sker samtidig med, at Danmark har et af verdens dyreste velfærdssamfund med meget store udgifter til social sikring. Alt dette opnår vi, mens mange andre lande kæmper med recession, høj gæld og politisk uro.
Vær forsigtig – intet varer evigt
Du kender måske fortællingen om de syv fede år, der bliver fulgt af syv magre år. Den historie bør inspirere til ydmyghed – også i din privatøkonomi. Derfor anbefaler jeg som udgangspunkt, at du lader din opsparing vokse i det nuværende stabile miljø og baserer dine økonomiske beslutninger på din villighed og tolerance for risiko.
Tid til at sikre dine aktiegevinster – Finanshuset Fredensborg