Inflationen falder – renterne tøver 

Inflationen falder – renterne tøver 

Inflationen er faldet, men det betyder ikke nødvendigvis lavere renter. Energi- og varmeudgifter presser fortsat inflationen i EU. 

Inflationen faldt i januar 

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i Danmark faldt til 1,5 % i januar 2025 sammenlignet med samme måned sidste år. Det er positivt, fordi det viser, at prisstigningerne på varer og tjenester er aftaget. Også kerneinflationen, som ikke medtager energi og ikke-forarbejdede fødevarer, er faldet til 1,4 %.  

De største bidrag til inflationen kommer fra boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning samt fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer, mens møbler, husholdningsudstyr og husholdningstjenester trækker inflationen ned. 

Inflation og kerneinflation i Danmark. Januar 2023 – januar 2025. Kilde: Statistikbanken 

Energipriser udskyder rentesænkning 

Selvom inflationen er faldet, betyder det ikke nødvendigvis, at renterne vil falde. De europæiske renter er fortsat påvirket af stigende inflation i andre dele af EU. ECB har netop sænket renterne med 0,25 %, men det bliver sandsynligvis sidste gang i et stykke tid. Gaspriserne og energiudgifterne presser fortsat inflationen i EU, hvilket kan forhindre yderligere rentenedsættelser. 

Mit bud på fremtiden er, at renterne igen vil falde i efteråret i både EU og Danmark. Gaspriserne forventes at falde hen over sommeren, og der arbejdes på at gøre Europa mere robust på dette område. Det er sandsynligt, at gas vil indgå i en ny aftale mellem EU og USA, da forsyningssikkerheden er en væsentlig del af dagsordenen i EU lige nu. 

Danmarks økonomi i top i EU – Finanshuset Fredensborg 

Stigende fødevarepriser rammer pensionister 

Et større problem for danske pensionister er de stigende priser på fødevarer. Fødevarer udgør ca. 10 % af forbrugerprisindekset, men for dem med en lille økonomi vil en større del af budgettet gå til fødevarer, og det gør, at prisstigningerne rammer hårdere. 

Konklusion 

Samlet set er den lavere inflation godt nyt for Danmark. Det hjælper den danske økonomi, at der er styr på inflationen, også selvom renterne ikke følger med ned i samme tempo. 

Udfordringer for stærk dansk økonomi – Finanshuset Fredensborg 

Relaterede Nyheder