fbpx
Få en god økonomi

Få en god økonomi

Det er ikke let at styre din økonomi, så du får mest muligt ud af dine penge. Her er 3 ting du bør vide for at få en god økonomi.

Får du nok ud af dine penge?

Det er især 3 ting, der afgør, om du får nok ud af dine penge. Hvordan du tager beslutninger om din økonomi, hvordan du forvalter din økonomi og din økonomiske type.

Tag testen og se din økonomiske type

Jo mere bevidst du er om din privatøkonomi, og hvordan du tager gode beslutninger om din økonomi i rette tid, desto bedre bliver din økonomi gennem dit liv.

1.    Gode beslutninger

Du skal undgå at tage hurtige beslutninger, og du skal ikke udskyde beslutninger. Sørg i stedet for hele tiden at have det nødvendige overblik til at tage gode beslutninger, når det er hensigtsmæssigt. Der er mange store og små beslutninger i din privatøkonomi, så du bør se på din økonomi flere gange om året.

Se, hvordan du bevarer overblikket over din økonomi, og hvornår det er tid til at tage beslutninger om din økonomi i løbet af året i Finanshusets privatøkonomiske opgavekalender.

Det kræver overblik at være klar til at tage store økonomiske beslutninger som at købe bil, hus og sommerhus eller at vælge risiko på dine investeringer. Det overblik kan ikke trylle frem på kort tid, når du har brug for det, hvis du ikke løbende beskæftiger dig med din økonomi.

Mange udskyder beslutninger, når de er i tvivl, og det er det værste, du kan gøre. Er du i tvivl, skyldes det sandsynligvis, at du ikke har de nødvendige oplysninger om din økonomi.

Du har brug for at vide, hvad der sker, og hvad der kan ske med din økonomi. Der er naturligvis forskel på, om du har en enkel eller en kompliceret økonomi. Har du en økonomi med få og enkle dele med eksempelvis singleøkonomi, lav indkomst, lejebolig eller en kompliceret økonomi med store indkomster, ejerbolig og måske virksomhed? Det gør forskellen på, om du skal bruge mange eller få timer på din økonomi hver måned.

Sådan tager du gode økonomiske beslutninger – Finanshuset Fredensborg

2.    God forvaltning

Det gælder om at være tro mod dine beslutninger, hvis du vil forvalte din privatøkonomi godt. Har du beregnet, at du kan bruge 50.000 kr. på ferie om året, er det dårlig forvaltning at bruge 100.000 kr.

Det kan være svært og ubehageligt at tage de beslutninger, der skal til for at styre økonomien. Det er dog værre at leve med konsekvenserne af at have brugt for mange penge i en periode, fordi du ikke kunne tage de svære beslutninger.

Omvendt kan det også være dårligt ikke at bruge penge. Undlader du eksempelvis at indbetale en ekstra opsparing på 50.000 kr. til pension, som du har planlagt, går du glip af gevinst og renters rente i årene fremover.

Et andet område, hvor det er vigtigt at forvalte fornuftigt, er i forhold til bæredygtighed, som det defineres i ESG-kriterierne. Du kan vælge at din økonomi skal leve op til disse regler, men det kræver en del forvaltning at holde sig indenfor kriterierne. Det gør en forskel for klimaet og planeten, og det hjælper på samvittigheden for de fleste.

God forvaltning skaber også sammenhæng mellem dine økonomiske beslutninger og status i din privatøkonomi fra år til år.

Sådan gør du økonomien grønnere – Finanshuset Fredensborg

3.    Kend din type

Man kan groft opdele mennesker i 4 privatøkonomiske typer i forhold til, hvordan de tager økonomiske beslutninger i deres liv. Det er naturligvis generaliseringer, og de fleste veksler mellem dem, men har en tilbøjelighed til at handle som én af de 4 typer det meste af tiden.

Forbrugeren

Forbrugeren er ubevidst om sin økonomi. Det gælder beslutninger, hvor forbrugeren ikke opmærksom på mulighederne, og valg bliver ofte styre af umiddelbare behov. Det gælder også i forhold til forvaltning, hvor der er stor risiko for at de bruger for mange penge. Forbrugeren tager med andre ord beslutninger på må og få.

Langt de fleste mennesker er som udgangspunkt forbruger. Som forbruger har du ikke nødvendigvis en dårlig økonomi, men du får for lidt ud af dine penge.

Investoren

Investoren interesserer sig ikke for at forvalte sin økonomi, men er til gengæld god til at se muligheder for at investere. Investoren har typisk handlet fast ejendom nogle gange, og er ikke nervøs for at påtage sig forpligtelser eller risiko på lån.

Det kan gå godt eller skidt for investoren, det afhænger typisk af konjunkturerne i samfundet. I øjeblikket er vi på vej ind i lavkonjunktur, og her vil en investor ofte overvurdere styrken i sin privatøkonomi og påtage sig for store risici og tage for store tab.

Det går ikke altid dårligt, men ofte er gevinsten opnået med en meget høj risiko, og det skyldes måske mest held, at det ikke er gået galt.

Opspareren

Opspareren er lidt af en bogholdertype, der har styr på udgifterne, og det er en rigtig god forudsætning for at tage beslutninger. Men her hopper kæden af, og beslutningerne bliver ofte ikke taget, eller forbrugeren vælger for lav risiko i de beslutninger, der faktisk bliver taget.

En god tommelfingerregel er, at du bør vælge en passende risiko til hver fase af dit liv. Mens du er ung, kan (og bør) du tage en større risiko, end når du er godt inde i pensionsperioden.

Opspareren har typisk en pæn formue, men har egentlig ikke lyst til at bruge pengene. Det kan derfor være frustrerende at bo sammen med en opsparer.

Hvordan styrer I privatøkonomien i parforholdet? – Finanshuset Fredensborg

Planlæggeren

Planlæggeren er bevidst om betydningen af både forvaltning og beslutninger. Planlæggeren tager beslutninger med et højt niveau af viden. Ønsker og muligheder i privatøkonomien afstemmes ofte uden problemer, fordi der er overblik over økonomien og de risici, der ligger til grund for den.

Er du planlægger, udskyder du ikke beslutninger, du bruger penge i et tempo, der passer til privatøkonomien. Planlæggeren sørger for, at der er reserver i økonomien til at modstå chok fra ydre omstændigheder.

Find din økonomiske type

Du har måske allerede en idé om, hvilken økonomiske type du er. Tag testen og se om din fornemmelse holder stik. Mange bliver overrasket, nogle bliver skuffet. Men det er pointen med testen, at den udfordrer din forståelse af, hvordan du styrer din økonomi. God fornøjelse.

Tag testen og se din økonomiske type

Testen er udviklet af Finanshuset til bogen ”Giv dig selv en god økonomi – hele livet”, som jeg skrev for nogle år siden.

Læs denne og andre artikler i nyhedsbrevet FinansNYT

Relaterede Nyheder