fbpx
Blandede forbrugerforventninger

Blandede forbrugerforventninger

Forbrugernes forventning til egen økonomi falder, men er stadig positiv. Solidt jobmarked skaber tryghed. Regn dog med fald i forventninger den kommende tid.

Justerede forventninger

Forbrugertilliden fortætter faldet i februar. Det viser forbrugertillidsindikatoren, der hver måned opgøres af Danmarks Statistik. Efter et kraftigt fald i december og en lille stigning i januar fortsatte indikatoren faldet i februar med et fald fra minus 1,5 til minus 3,2. Faldet skyldes primært markant lavere forventninger til fremtiden.

Forventningerne til familiens økonomiske situation om et år og deres købelyst er faldet kraftigt. Således er forventningerne til familiens økonomi ifølge indikatoren faldet fra 9,5 til 4,3, men de er altså stadig positive.

Samtidig vurderer forbrugerne, at deres egen økonomi har det bedre end for et år siden, men at Danmarks økonomi er blevet dårligere siden da. Forbrugernes forventninger til Danmarks økonomiske situation om et år er steget, og de forventer også, at arbejdsløsheden falder.

Forbrugertilliden falder brat

Forbrugertillidsindikatoren januar 2006 – februar 2022. Forbrugertillidsindikatoren er et simpelt gennemsnit af nettotallene for fem spørgsmål om familiens og Danmarks økonomiske situation, samt om det er fordelagtigt at anskaffe forbrugsgoder i øjeblikket.  Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik

Kommentar

Det er ikke mærkeligt, at forbrugerforventningerne falder i en tid, hvor stigende inflation samt energi- og brændstofregninger sender budgettet til reparation. Alligevel viser tallene, at familierne har tillid til deres økonomi fremover, og det skyldes formentlig, at jobsikkerheden er meget høj. Udsigten for statsfinanserne er mere negativ, fordi støttemilliarderne fra coronaepidemien nu skal betales tilbage.

Det kunne dog være meget værre, end det fremgår af figuren. Alt i alt tyder tallene på, at der er grundlag for at puste lidt ud. Var forbrugerforventningerne gået helt i bund, havde det været dårligt for væksten i Danmark.

Krigen i Ukraine vil dog sandsynligvis sende forbrugertilliden endnu længere ned næste måned, så vi er ikke fri af udfordringerne endnu. Det er usædvanligt vilde tider, vi lever i – lad os håbe alt bliver godt igen.

Økonomien er tilbage efter Corona

Relaterede Nyheder