Uge 43 - 2019 
Trim forsikringer

Sådan trimmer du dine forsikringer

Forsikringsselskaberne gør det ikke nemt at sammenligne dækninger og priser på forsikringer. Alligevel bør du jævnligt tjekke, at du ikke betaler for meget.

Drop unødvendige forsikringer

Du har sandsynligvis en række helt nødvendige forsikringer som indbo- og familieforsikring evt. med årsrejseforsikring (Europa/Verden) tilknyttet, ejendomsforsikring, hundeforsikring, ulykkesforsikring og bilforsikring.

Du har brug for forsikringer for at dække økonomiske tab ved hændelser og skader, der er så store, at det truer din privatøkonomi. Derimod bør du ikke have forsikringer på småting som hvidevarefejl og elektronik. Hvis uheldet er ude, bør du kunne betale disse udgifter ud af din likviditetsreserve.

Hvornår skal du sikre økonomien med forsikringer?

Undgå for lav selvrisiko

Størrelsen af din selvrisiko på f.eks. en bil- eller indboforsikring er en af faktorerne – idet højere selvrisiko betyder lavere forsikringspræmie.

Har du en stærk privatøkonomi med en stor likviditetsbuffer, kan du overveje at have en høj selvrisiko og dermed betale en lavere præmie. Omvendt kan lav selvrisiko være det rigtige valg indtil privatøkonomien er blevet mere rummelig. Har du en privatøkonomi, hvor en udgift på 6-7.000 kr., giver truende lavvande i kassen, så kan værnet være lav selvrisiko, selvom præmien da vil være højere.

Pristjek dine forsikringer – sådan gør du

Er du medlem af en fagforening eller anden forening, hvor du har adgang til ekstra billige forsikringer, bør du undersøge denne mulighed som det første.

Ofte kan du ved at samle alle dine forsikringer i et selskab opnå rabatter og ekstra services, som f.eks. gratis skift af vinterdæk mm.

Hvis du lave et pristjek af dine forsikringer, skal du finde de seneste oversigter over dine forsikringer frem (eBoks) og udfærdige en liste i Word eller Excel med forsikringstype, årlig præmie, selvrisiko, dækninger og særlige forhold/ønsker. Brug listen som grundlag, når du ringer/mailer rundt til mindst 3-4 selskaber. Brug tilbud på lavere priser fra andre selskaber til at presse dit nuværende selskab til rabatter.

Inden du ringer, kan du udse dig de billigste selskaber ved at bruge forskellige online tjenester – søg på ”sammenligning af forsikringer” for at finde de forskellige sammenlignings-websteder. Her kan du få et indtryk af prisniveauet og dækningerne samt vurdere, om det overhovedet er umagen værd at shoppe rundt. Du kan også bestille tilbud fra selskaberne via disse websteder, men det betyder i reglen, at du bliver kontaktet af ivrige sælgere.

Et forsikringstjek tager dig måske et par timer alt i alt, men erfaringen viser, at du ofte kan spare flere tusinde kroner om året. Alt i alt en ganske god skattefri timeløn.

Tjek din tab af erhvervsevne-forsikring

okt 22nd, 2019 |