Krise blir til lavkonjunktur
Inflationen falder, men er stadig et problem. Især fordi den får reallønnen til at falde. Selvom krisen er aflyst, må vi forvente en længere lavkonjunktur.
Inflation i Europa
Nye tal for inflationen i Europa viser, at vi kan afblæse de værste varsler om krise – i hvert fald i første omgang. Inflationen er dog stadig over 7 %, og kerneinflationen ser ikke ud til for alvor at falde. Selv om inflationen falder, stiger priserne jo stadig.
Sådan er det i det meste af Europa. Inflationen er højest i Ungarn, der lider under meget høje energipriser. Den laveste inflation ser vi i Schweitz, der lader valutaen flyde i forhold til resten af verden. Det giver en meget stærk Schweitzerfranc, der det seneste år er styrket 10 % i forhold til Euroen.
Her kan du se inflationen i EU og associerede lande i marts 2023.
Inflation og kerneinflation i EU 27 (uden UK), Island, Norge og Schweitz. Kilde: NYT: Aftagende prisstigninger i både Danmark og EU – Danmarks Statistik (dst.dk)
Inflation er som jordskælv
Historisk kan vi se, at perioder med høj inflation sjældent nøjes med at toppe en gang for så at lægge sig i et stabilt leje. Det typiske billede er et højt peak fulgt af en række nye peaks, lidt samme billede som vi kender fra udsving på richterskalaen ved et jordskælv med en række efterskælv.
Derfor er det desværre sandsynlig, at det vi nu ser, er enden på begyndelsen frem for begyndelsen på enden, og at vi skal gennem en længere usikker periode.
Krisen der blev væk – Finanshuset Fredensborg
Inflation og kerneinflation i Danmark, EU og Euroområdet 2021-23. Kilde: NYT: Aftagende prisstigninger i både Danmark og EU – Danmarks Statistik (dst.dk)
Krisen afblæst
Dansk økonomi er kommet godt igennem de seneste 14 måneder, men det samme kan vi ikke generelt sige om danskernes økonomi. Købekraften og dermed reallønnen er faldet. Der er ikke råd til det samme i privatøkonomierne i 2023, som der var i 2022, også selvom familierne arbejder lige så længe og får flere kroner ind på kontoen.
Derfor får privatforbruget svært ved for alvor at drive væksten i den kommende periode, og væksten er trods alt det vigtigste for danskernes velstand og formue.
Heldigvis er nationaløkonomien og privatøkonomierne velpolstrede. Reserverne er store og jobsikkerheden historisk høj. Derfor forventes det ikke, at uroen i økonomien vil føre til, at mange må gå fra hus og hjem.
Privatøkonomien ramt efter kriseår – Finanshuset Fredensborg
Rettidig omhu
I den nuværende situation er det sund fornuft, at du udviser rettidig omhu, når du tager større beslutninger. Du bør sørge for at have store reserver og god spredning i din formueplacering. Der er stadig høj risiko ved variabelt forrentede lån, og du bør overveje at nedbringe restgæld, hvis du har fastforrentede realkreditlån.
Har du ikke god sikkerhed i ansættelsen, bør du tænke i at forbedre dette. Du må forvente, at det bliver værre, før det bliver bedre, og der kommer udsving på arbejdsmarkedet i de konjunkturfølsomme brancher.
Generelt er der dog ikke grund til bekymring, det ser bedre ud end for 3 måneder siden. En eventuel lavkonjunktur kan dog blive længere end tidligere antaget.